Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Lungedag i Hvidovre

Flere steder i byen, bl.a. i Frihedens Butikscenter, tilbydes gratis tjek af lungefunktionen på den internationale lungedag onsdag d. 20. november. Hvidovre Sundhedscenter holder åbent hus fra kl. 14.30-18 med musik, foredrag og mindfulness.
5. november 2019

For nogle mennesker er det at trække vejret et stort problem i hverdagen, og mere end en halv million danskere har problemer med lungerne, som de ikke kender til – heraf skønnes ca. 3.000 alene i Hvidovre.

 

Lungesygdomme er en af de hyppigste dødsårsager i Danmark, og ofte er det KOL, der er synderen. KOL er en kronisk sygdom, som ikke kan kureres, men som man kan leve et godt og rigt liv med, hvis den bliver opdaget tidligt.

 

På årets lungedag kan alle interesserede komme til åbent hus i Hvidovre Sundhedscenter kl. 14.30-18.00. Her kan du bl.a. få vejledning om, hvordan du bedst passer på dine lunger, om rygestop og om at være røgfri. Der vil også være foredrag om KOL og astma ved overlæge Lars Christian Laursen, sang ved ’Lungekoret’ og mulighed for at prøve mindfulness – og dem, der har lyst, kan få en måling af deres lungefunktion.

 

Udover aktiviteterne i Hvidovre Sundhedscenter vil der fra kl. 10-12 være stande følgende steder i byen, hvor du kan få målt din lungefunktion og tale med en sygeplejerske eller rygestopvejleder: Frihedens Apotek, Frihedens Butikscenter, samt Jobcenteret og Borgerservice på Hvidovre Rådhus.

 

Derudover tilbyder Hvidovre Hospital lungefunktionsmålinger på dagen. Mere information kan findes på hospitalets hjemmeside.

 

Aktiviteterne er en del af den årlige internationale lungedag, som markeres landet over med bl.a. gratis lungetjek og fokus på sunde lunger.

 

Læs mere om Hvidovre Sundhedscentrets aktiviteter i forbindelse med lungedagen her (pdf), og find information om symptomer på lungesygdom og kommunens tilbud til borgere med lungeproblemer her (åbner nyt vindue).

 

Kontakt

Har du spørgsmål til lungedagen, kan du kontakte Hvidovre Sundhedscenter på tlf. 3639 3737 - spørg efter KOL-koordinator Jeanett Guldager Olsen.